Fysiske forhold

De fysiske forhold der er i laboratoriemiljøet omfatter maskiner, stråling, gasser under tryk, meget varme og kolde genstande, elektriske og magnetiske felter, Lasere og UV stråling, elektriske forhold mm.

Nogen af de meget farlige forhold i laboratorier er hurtigt roterende genstande se bekendtgørelse om centrifuger.

Statiske felter. Kraftige elektriske felter kan give anledning til udladninger (gnister), som ofte kan give alvorlige skader og i alle tilfælde ofte ødelæggende for moderne elektronik og computere. Der bør ske afmærkning af de begrænsninger, hvor færdsel kan tillades når feltet er tilsluttet.

Kraftige magnetiske felter er sjældent i sig selv livstruende, men de kan have bivirkninger, i form af tiltrækning på magneter og jerngenstande, som så kan forvolde skader. Der er ved store felter tale om betydelige kræfter, som kan bevirke punktering af kar med flydende gasser eller mekanisk skade på de personer der arbejder nær feltet. Ved store kraftige magnetfelter f.eks. ved NMR-apparatur bør personale, som skal være i nærheden af magneten, derfor gå igennem en gate af samme type som metaldetektorerne i lufthavne, så det sikres, at de ikke har magnetiske stoffer på sig. Grænseværdien er normalt 2x105 mT for statiske felter. Arbejdstilsynet anbefaler, at man for gravide anvender den vejledende grænseværdi for almenbefolkningen, som er på 4 x 104 mT for statiske magnetfelter, grænserne bør markeres som sikkerhedszoner. Af hensyn til personer med pacemakere anbefales etablering og markering af en 0,5 mT sikkerhedszone. Anvendes pacemaker evt også elektroniske hørehjælp og andet elektroniusk-biologisk støtteapparatur, bør det ved karftige magnetfleter såvel som ved elektriske felter, først undersøges om det pågældende apparat påvirkes af feltet før den pågældende nærmer sig. Dette gælder også elektromagnetiske felter.

Stærkstrøm. Det nye stærkstrømsreglement stiller en række krav til forskningsapparaturet. Desuden er der en række krav, hvis det anvendes til undervisning af studerende. Den generelle regel er, at vekselspændinger til 30 V og jævnspændinger til 60 V kan håndteres med kun ringe risiko, hvad angår berøring (men ikke kortslutning). Er spændingerne højere, må der ikke være mulighed for tilfældig berøring af spændingsførende dele (ingen gamle bananstiksledninger, der skal være beskyttelseskappe eventuelt tilbageskydbare om stikket), der skal være uddannede personer tilstede, og området skal normalt være udrustet med et HPFI relæ (laboratorier anses i denne henseende som arbejde bag elektriske tavler, alle skal være instruerede og der skal være en uddannet person tilstede f.eks. den lektor der er øvelsesleder). Anvendes sikkerhedsjording skal hele apparatgruppen til det pågældende forsøg være sikkerhedsjordet. Coaxstik hvor midterlederen stikker frem og kan rammes bør undgås (eks. UHF stik), f.eks. BNC-stik er velegnede.

Gasser ved høje tryk. Gasser på trykbeholdere findes som sammenpressede gasser (oxygen, nitrogen), fordråbede gasser (carbondioxid, dinitrogenoxid) eller under tryk opløste gasser (acetylen). Nedenstående gælder også gasser under tryk på rørsystemer. Der er en række bestemmelser ud over de, der fastsættes af kemikaliebrugsanvisningerne for gasser mm. De findes under gasser under tryk og trykbærende anlæg. For gasser kan der være meget store energier lagret i systemerne og trykflaskerne, hvis trykket er højt, og der vil altså kunne ske meget store skader, hvis energien udløses. Gasflaskeeksplosioner kan ske ved mekanisk påvirkning (væltning), opvarmning. Gasflasker skal derfor altid være fastspændt sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Indholdet kan give anledning til eksplosioner, forgiftninger eller luftfortrængning (kvælning), hvis det kommer ud i lokalet. Acetylen anvendes i laboratoriet i forbindelse med Atom Absorbtions Spektrofotometri. Arbejde med acetylenflasker udgør en særlig risiko, fordi acetylen ved opvarmning, kan spaltes ved en selvkatalytisk proces i flasken. Temperaturen i flasken stiger, hvilket kan føre til eksplosion.

Flydende gasser er fordråbede gasser, som koger ved atmosfæretryk. Her er risikoen normalt forfrysninger, som kan bevirke tab af fingre, lemmer, synet mm., men der er også risiko for, at iltindholdet i lokalet bliver for lavt ved eventuel kraftig fordampning. Dette kan bevirke bevidstløshed og død. Lokaler af denne type bør være velventileret. Er der risiko af den art, skal der opsættes oxygenalarmer i lokalerne (giver alarm ved for lavt iltindhold), og der skal være luftforsynet åndedrætsværn til rådighed udenfor så eventuelt bevidstløse kan hentes ud. Af samme grund må personer ikke anvende elevator sammen med flydende gasser (ingen flugtvej), med mindre luftforsynet åndedrætsværn medbringes. Bemærk, ved transport af ikke flydende gasser mm. i elevatorer, må der ikke være personer med i stolen. Elevatoren være indrettet således, at det muligt at sende elevatoren fra èn etage til en anden, uden at den stopper undervejs (eller kan anvendes efter ankomst til slutetagen). Dette kan f.eks. ske ved, at der i stolen placeres en nøgleaktiveret funktion, som i aktiv stilling afventer stolekald. Når der gives stolekald kører elevatoren til den ønskede etage uden at stoppe undervejs, hvorefter elevatoren bliver ved denne etage indtil funktionen deaktiveres.

Ioniserende stråling er stråling, der ioniserer luften, dvs. er i stand til at frigøre elektroner fra atomerne eller molekylerne, så der er en luftion og en elektron. Stråling af den art kan være skadelig, hvis energien er høj nok, dvs. når de ioniserende stråler kan trænge ind i levende væv. Den vigtigste effekt af strålingen er, at den kan ødelægge cellekernerne i de celler den passerer, eller beskadige cellevægge. Ved længerevarende bestråling eller større doser, kan det give kræft, ved meget store doser bevirke, at en række organer svigter og være dødelig enten efter en kortere periode eller på meget kort tid. De væsentligste strålekilder er røntgen (elektromagnetisk stråling), som når levende væv ved spændinger over 6 kV, alfastråling (som er Heliumkerner), betastråling (elektroner), gammastråling (elektromagnetisk stråling normalt mere kortbølget end røntgenstråling) og neutronstråling (neutrale kernepartikler). Alle arbejdsforhold omkring disse typer af stråling er under kontrol af Sundhedsstyrelsen ved Statens Institut for strålebeskyttelse, som også godkender opstilling af apparatur, indkøb af radioaktive kilder mm. Der skal normalt være udpeget en ansvarlig for anlæg og kilder af ledelsen. Denne person er ansvarlig for instruktion og kontrol af brugerne, korrekt anvendelse og opbevaring.

Isotoplaboratorier. Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålebeskyttelse, administrerer speciallovgivningen om ioniserende stråling. Arbejdstilsynet administrerer arbejdsmiljøområdet i bred forstand og bestemmelserne om den lægelige kontrol med arbejde med ioniserende stråling. Denne vejledning omfatter udelukkende den ikke-medicinske anvendelse af radioaktive kilder.

Tilladelse til indkøb og brug af åbne radioaktive kilder skal være givet af SIS før arbejdet påbegyndes. Tilladelse gives normalt i form af en standardtilladelse, som er beskrevet ved lagerbeholdning og gruppen af radionuklider. Arbejde med radioaktive stoffer må kun foregå i godkendte laboratorier. Den ansvarlige for institutionen (arbejdsgiveren) har et overordnet ansvar, men der skal være udpeget en ansvarlig leder, som godkendes af Statens Institut for Strålehygiejne. Bortskaffelse af radioaktivt affald og transport er omfattet af særlige regler. Personale, som kan blive bestrålet, skal udrustes med passende strålingsmonitorer så eventuel bestråling løbende kan følges. Radioaktive stoffer skal normalt enten være fast monteret i et lukket apparat eller opbevares i aflåset skab eventuelt i blyboks, så strålingen, hvor andre kan komme, er under et bestemt niveau.

Ved anvendelse i undervisning på før universitetsplan er der en række begrænsninger kbyttet til alderen af eleverne som bevirker at kun præparater af godkendte typer og ofte godkendte forsøg må udføres.

Som ansvarlig leder godkender SIS kun personer, som har et godt kendskab til strålebeskyttelse og har uddannelse og erfaring i at håndtere åbne radioaktive kilder. En oversigt over godkendte isotopkurser kan rekvireres hos SIS.

Det er bl.a. den ansvarlige leders pligt at sørge for:

• at betingelserne i tilladelsen overholdes
• at de strålehygiejniske forhold på laboratorierne er tilfredsstillende
• at personalet, som arbejder med radioaktive stoffer, er nøje instrueret
• at der føres fortegnelse over instruerede personer
• at udarbejde instrukser for håndtering af åbne radioaktive kilder til alle personalegrupper
• at der føres fortegnelse over beholdningen af affald
• at der føres protokol over udførte kontrolmålinger
• at udarbejde instruks om forholdsregler i tilfælde af uheld
• at ansvarsfordelingen ved fravær af ansvarlig leder er klargjort
• at isotoplaboratorier der permanent tages ud af drift kontrolmåles og herefter skriftligt afmeldes
• at arbejdet i øvrigt foregår i overensstemmelse med kravene opstillet i sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 954 af 23. oktober 2000
  

Strålingstyper. Klassifikation af radioaktive nuklider (radioaktive stoffer) og stråling. Hvert grundstof består af en eller flere isotoper, og nogle af disse er radioaktive dvs. at atomkernen er ustabil og omdannes under udsendelse af alfastråling (heliumkerner), betastråling (elektroner) eller gammastråling (elektromagnestisk stråling). "Halveringstiden" er den tid, der forløber, før halvdelen af et givet antal atomer er omdannet. Enheden for aktivitet måles i Becquerel, Bq (1 Bq er ét radioaktivt henfald pr. sekund)

Alfastråling har kort rækkevidde, men er meget stærkt ioniserende. Den gør dermed størst biologisk skade, når organismen optager stoffer, der udsender denne stråling (stoppes normalt af den døde overhud). Betastråling har større rækkevidde end alfastråler, og kan dermed gøre skade, selv om strålekilden er udenfor kroppen. Elektromagnetisk stråling har stor gennemtrængningsevne. Dette er røntgen og gammastråling (Røntgenstråling når levende væv igennem huden, når spændingen er over ca. 6 kV), tilsvarende gammastråling med energier på over 6 keV. Neutroner er gennemtrængende stråling. Den mest almindelige skadesvirkning er ødelæggelse af cellekernerne og cellevægge.

Radioaktive stoffer klassificeres efter deres toksicitet, og de vigtigste nuklider er anført i bilag 2 i sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 954 af 23/10/2000. (tabellen omfatter ikke radioaktive stoffer fra gruppe 1).

Gruppe 1 (meget høj radiotoksicitet)

Gruppe 2 (høj radiotoksicitet)

Gruppe 3 (middel radiotoksicitet)

Gruppe 4 (lav radiotoksicitet)

Datablade for de enkelte radioaktive stoffer er tilgængelig på Statens Institut for Strålehygiejne.

SIS klassificerer isotoplaboratorier og lokaler i typerne A, B, C. Kravene til laboratoriernes indretning afhænger af de aktivitetsmængder, der skal håndteres. De maksimale aktivitetsmængder for opbevaring og anvendelse fremgår af standardtilladelserne S1, S2 og S3. En S1 tilladelse kræver normalt at arbejdet foregår i et type C-laboratorium (laveste niveau), og en S2 eller S3 tilladelse kræver et type B-laboratorium. Der er i bekendtgørelsen (nr. 954 af 23/10/2000, bilag 9) og vejledning fastlagt detaljerede indretningskrav til type C og type B laboratorier: Overflader, inventar, stinkskabe, LAF-bænke, ventilationskanaler, vaske, afløb, opbevaring, skiltning, sluser mm. For laboratorieindretning se også der og under også biologi GMO laboratorier.

Risici. En person kan udsættes for enten ekstern eller intern bestråling. Strålingen afsætter energi i kroppens væv, og der kan opstå forskellige skader, som afhænger af den absorberede dosis samt typen og energien af strålingen. Enheden for dosis er Sievert, Sv. Virkningerne vil ofte være forsinkede dage eller uger ved kræftfremkaldende stråling måske år.

Akutte skader (deterministiske) opstår, når en bestemt stråledosis overskrides. Det kan være forbrænding af huden, grå stær i øjet, nedsat eller manglende funktion af et organ eller væv mm. Skaderne forventes ikke at forekomme, hvis man holder sig under de fastsatte dosisgrænser. Senskader (stokastiske) er eksempelvis kræftsygdomme og arvelige sygdomme, som kan opstå 5-50 år efter udsættelse for stråling. Risikoen for kræftskader er proportional med dosis, og ved små doser er risikoen for genetiske skader proportional med dosis til kønskirtlerne.

Foranstaltninger og forholdsregler. Strålingsudsættelsen afhænger af, aktivitetsmængden, bestrålingstiden, afstanden til den radioaktive kilde, og afskærmningen. Strålingsniveauet for elektromagnetisk stråling aftager mindst med kvadratet på afstanden, og normalt bør uafskærmede opløsninger ikke håndteres direkte med fingrene. Alfastråling er ret kortrækkende, betastråling og gammastråling aftager noget hurtigere end kvadratet på afstanden. Man bør anvende værktøj, der giver en god afstand til glasset, f.eks. en pincet. Sikkerhedsbriller kan være nødvendige.

Partikelstråling (alfa- og beta-stråling) kan bremses ved hjælp af plexiglas, mens elektromagnetisk stråling (gamma og røntgen) kun kan svækkes ved hjælp af blyafskærmning. I vejledningens tabel 2 er givet forslag til typer og tykkelser af afskærmninger for de radionuklider, der er mest anvendte på forskningsinstitutioner.

Der skal foreligge instruks for uheld, og større uheld skal anmeldes til Statens Institut for Strålehygiejne.

Sundhedsstyrelsen har retningslinier for at overvåge stråleudsatte arbejdstagere, herunder gravide og ammende. Det kan ske ved hjælp af dosimetre eller urinprøver afhængig af de anvendte radioaktive stoffer og deres aktivitet (henvisning). Bemærk at den tilladte dosis for unge mennesker er specielt lave (studerende).

Arbejdstilsynet har retningslinier for, at der skal foretages lægeundersøgelser og helbredskontrol, ved arbejde med ioniserende stråling, der under normale forhold kan udsætte personen for ioniserende stråling i doser, der overstiger 6 mSv pr. år. Der bør være et kontrolmåleinstrument tilstede i laboratoriet.

Radioaktivt affald. Der findes for detaljerede regler bortskaffelsen i sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 954/2000, bilag 8. Den ansvarlige leder skal dog udarbejde instruks for bortskaffelsen i de konkrete tilfælde. For at lette håndteringen og behandlingen af radioaktivt affald er det meget vigtigt, at der sker en sortering allerede i laboratoriet. Det radioaktive affald skal opdeles i følgende grupper:

Fast affald, der kan klassificeres som inaktivt. Hvis aktiviteten er under 0,01 MBq/kg kan det bortskaffes via normal renovation.

Fast affald kan bortskaffes via forbrænding, hvis aktivitetsmængden i hver sæk ikke overstiger grænserne angivet i bekendtgørelse nr. 954/2000, bilag 8, tabel 1. Samtidigt må dosishastigheden på intet punkt af emballagens overflade overstige 5 mikrosievert/h.

Vandige opløsninger af åbne radioaktive kilder kan bortskaffes via laboratorieafløb, hvis koncentrationen er under 0,1 MBq/l. Maksimale aktivitetsmængder, der må hældes i laboratorieafløbene pr. måned pr. tilladelse er angivet i bekendtgørelse nr. 954/2000, bilag 8, tabel 2.

Affald, der kræver behandling. Når aktivitetsgrænserne overstiger de anførte opsamles affaldet til henfald eller transporteres til Behandlingsstationen, Dansk Dekommissionering, tlf.               46 77 46 77       .

Affald fra væskescintillationstælling udgør et specielt problem, ikke på grund af indholdet af radionuklider, men fordi scintillatorvæsken primært er organiske opløsningsmidler. Hvis aktivitetskoncentrationen i tælleglassene er mindre end 0,1 MBq/l, kan glassene med deres indhold sendes til destruktion på forbrændingsanlæg eksempelvis som sygehusaffald. Hvis det for flydende farligt affald udelukkende drejer sig om radionukliderne H-3, C-14 eller S-35 kan affaldet sendes til Kommunekemi i Nyborg.

Affaldsrum og opbevaringsrum skal registreres hos Statens Institut for Strålehygiejne.

Ikke ioniserende stråling er den resterende del af det elektromagnetiske spektrum dvs. UV stråling, synligt lys, IR stråling og radiobølger af forskellige bølgelængder fra mm til km. UV stråling kan virke ødelæggende på det væv det rammer og give øjenskader, synligt lys specielt LASERE kan give midlertidige eller blivende øjenskader (skaderne opstår ofte på millisekunder) og hudskader, IR stråling kan give hudskader (forbrændinger). Kortbølgede radiobølger kan opvarme levende væv og ødelægge det (f.eks. mikrobølger som mikrobølgeovn 2450 MHz, RADAR). Det er muligt, at en række længere bølger også kan have skadevirkninger, så kraftige vekselfelter bør undgås. Mikrobølgesystemer kan blive skadet, hvis der ikke er nogen belastning på systemet (noget vandholdigt i en mikrobølgeovn), men der er sjældent en sikkerhedsrisiko. Systemerne bør kontrolleres for tæthed med mellemrum (der findes billige prøveinstrumenter). Der må aldrig bruges lukkede beholdere i mirkobølgeovne af hensyn til eksplosionsrisikoen. Bemærk, at det er muligt at opvarme til 3-400 garders celsius f.eks. på visse metalpulvere i mikrobølgeovn. Anvend personlige værnemidler (ansigtsskærm, handsker). Som før må anvendelse af biologisk – elektroniske enheder som pacemakere nøje overvejes ved færdsel i elektromagnetiske felter.

Der er regler for belysningen på arbejdssteder. På arbejdsborde skal der normalt være omkring 500 lux. Belysningens styrke og karakter indrettes efter arbejdsstedets behov.

Omgang med lyd og ultralyd kan bevirke tekniske foranstaltninger for at opnå den krævede sikkerhed samt evt. personlige værnemidler. Ultralyd er over 20 kHz, ofte ca. 40 kHz og bruges til rensning i bade. Det giver en risiko for forstøvning af væsken i badet (se ATEX). Vedvarende høj lyd og ultralyd kan forårsage høreskader. Kommer man i kontakt med væsken i et ultralydskar, kan der opstå skader på cellerne.

Et teknisk hjælpemiddel, som er fremstillet efter en harmoniseret europæisk standard (CEN og CENEELEC), formodes at opfylde bekendtgørelsens krav om indretning af tekniske hjælpemidler. Standarden anvendes af en leverandør til at dokumentere, at maskindirektivet er overholdt jfr. bekendtgørelsens § 8.